Stemningsfuld åbningsudstilling
i glashuset

Requires a Java Enabled Browser.
 

Weekendens udstilling af værker af billedkunstneren Majken Zoëga Ramsøy (f. 1969) var på mange måder en stor oplevelse: Majken elsker vand og luftskibe (!) og ligeså modsat disse to elementer kan være, ligeså kontrastfyldte er hendes malerier. Fra det mere sødmefulde, romantiske og lyse til det mere rå, mørke og umiddelbare. Majken har ikke mindst på grund af sin uddannelsesmæssige baggrund (bl.a. i lære hos grafiker Gay Christensen fra 1997-2002) en forkærlighed for det grafiske, som igen kommer til udtryk i nogle af hendes andre værker så som ”Springtime” eller ”Nature vs. Nurture”. 

Drømme og den indre ro, vor søgen efter at lære os selv helt at kende og erkendelsen af at vi nok aldrig opdager vor egen ”lille hemmelighed” kommer i mange af Majkens værker til udtryk: først i mosaikken ”Drømmeliv”, som vi er så heldige at kunne nyde hver dag her i Egebjerg, men også i malerierne ”Narrative Dream”, ”Den 9. indsigt” eller ”The illusion of a self”. Majken fordyber sig igen og igen i dette emne, men må lige som alle os andre indse, at vi nok aldrig helt forstå dybden af den menneskelige sjæl. Det er en givende oplevelse at vandre fra værk til værk, som i sig selv lægger op til, at vi tænker over vor stræben efter at styre og kontrollere livet og os selv, samtidigt med vort behov for netop at kunne bryde disse selvskabte begrænsninger og give os selv lov til at drømme og turde gøre de ting, som vi egentligt har forbudt os selv...”en tilstand hvor man tillader sig selv at leve sine drømme ud, at bryde nogle konventioner, normer og regler”...”drømme tjener som budbringer for motiver, forestillinger og ønsker som er os ubevidste...” 

Maleriet ”Den 9. indsigt”( 100x120) udstråler netop denne ro, dette splitsekund, hvor vi har følelsen af at have fundet  freden i os selv. Mennesket på billedet smelter sammen med naturen -  stenene, personen hviler på, kunne også være mennesker. Maleriet er udført i mange blålige nuancer med enkelte orange strejf (vandet i baggrunden må naturligvis ikke mangle!) og selv om man kunne føle, at stenene må være kolde og døde, udstråler maleriet netop varme og tryghed. 

Maleriet ”The illusion of a self” (120x140) med teksten “altid min...altid min” er smukt i sig selv, med personen i fosterstilling, trukket sammen om sig selv, bærende på sin lille hemmelighed, som ”altid er min”. Værket består af 4 lærreder, monteret på ramme og forbundet med snor. Låsen i midten symboliserer hemmeligheden, der befinder sig bag lås og slå inderst inde i os selv. Nysgerrigheden bliver udfordret endnu en gang af det krøllede stykke papir, som hænger på snoren og som man føler, at man MÅ læse. 

Majken arbejder bredt med mange forskellige teknikker  - serigrafi - og materialer, bl.a. filt, guld, glas og sølv.

 Majkens værker er vedkommende og taler til hjertet.

25. april 2004

Stefanie Woschek