Få dage efter de nye svaneunger havde set dagens lys, blev vi vidne til et af naturens grumme luner.

En af ungerne gik på udflugt til en beboer i Egebjergtoften og gemte sig under en seng. Den blev hurtigt indfanget og sat ned i søen.
 
Her svømmede den rundt og kaldte på forældrene, der imidlertid opholdt sig på øen uden at tage notits af den lille.

På et tidspunkt kravlede ungen op på land ved Vingehuset, kun for at møde en grum kat, der snuppede den og løb op og gemte sig i en hæk.
Det blev heldigvis observeret, katten blev skræmt væk og svaneungen, der ikke havde taget skade, blev indfanget.

Hvad gør man nu ved en lille svaneunge?

Vi valgte at give den endnu en chance, og formanden for Vingebo iførte sig derfor sine vaders for at bringe ungen ud på øen. Forældrene, der interesseret havde fulgt skuespillet, viste ingen større taknemmelighed for redningsindsatsen, men tog dog imod ungen.

Lettede gik vi hver til sit, men dagen efter kunne vi konstatere, at der kun var fem unger tilbage mod oprindeligt seks.