Thomas Seeberg - som er redaktør for Egebjerg Bladet var årets båltaler ved vores Sankt hans fest i Egebjerg -  Her er hele talen gengivet.

 

 

 

 

 

 

Kære venner, naboer og egebjergborgere 

Tak for invitationen til at holde båltalen i år på den aften, hvor naturen ifølge overleveringen er fyldt med stærke kræfter. Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg opholde mig ved de stærke kræfter, der prægede det gamle Egebjerg i begyndelsen af halvfemserne, da de første rygter om, at man ville bygge på vores mark, kom til syne i horisonten for snart mange år siden. Vores mark, hvor børnene spillede bold, hvor vi luftede vore hunde, og hvor vi i forårsmånederne kørte brændbart haveaffald sammen til et kæmpestort Skt. Hans bål, som Egebjergklubben arrangerede lige uden for vort Fælleshus.

 Det var stærk kost.

 Men da så planerne kom frem i lyset, kunne vi sagtens se, at det var en rigtig god idé. Vi var efterhånden blevet et meget modent villakvarter, der godt kunne trænge til, at der skete noget. Og vi kunne også godt trænge til at blive lidt flere mennesker her i Ballerup Nord, som teknisk forvaltning har døbt vort område, så vi kunne bevare en god stor skole, og så vi kunne gøre os forhåbninger om et lille postkontor. Det med skolen går rigtig godt. Postkontoret må vi nok kikke i vejviseren efter.

 Men tilbage til de stærke kræfter ved midsommertide. Fremsynede mennesker i Fællesvirket og i Egebjergklubben rakte hånden frem mod hinanden og i 1997 arrangerede man en fælles Sankt Hans fest her i området og med borgmesteren som båltaler. Det var et godt initiativ. Men der var ikke kun fredspiberøg i luften i de år. Faktisk ansøgte Fællesvirket i flere omgange om at måtte overtage lejekontrakten til Egebjerg Fælleshus.

Så sent som i 2004, da kontrakten igen skulle fornyes, blev der gjort endnu et forsøg fra Fællesvirkets side på at overtage lejemålet. Faktisk kulminerede de stærke kræfter endnu engang ved midsommertide med, at Fællesvirket i første omgang afviste et tilbud om en aftale om en garanti for en udvidet adgang til brug af huset. Men ved borgmesterens mellemkomst blev der sluttet fred. Egebjergklubben forblev som lejer, og Fællesvirket og beboerne fik en tilfredsstillende ordning med brugsret og adgang til at leje til private formål.

 Og nu er der indledt et godt og trygt samarbejde mellem det nye bykvarter og det gamle villakvarter. Og vi fra villakvarteret sætter stor pris på den byfornyelse, der har fundet sted på vores gamle mark. Vi viser stolt det nye bykvarter frem, når vi får gæster. Vi kommer til sangaften sammen, vore børn går til fastelavnsfest i begge områder, vi har et udstrakt redaktionelt samarbejde mellem vore blade, og vi holder Sankt Hans aften sammen med den største selvfølge.  

Og så skal resten af talen handle om Sankt Hans

Den helgen, som har lagt navn til Sankt Hans er Johannes Døberen. 
Den 24 juni er Johannes Døberens helgendag. På dansk er hans navn, Johannes, blevet til Hans - og dagen før hans dag er derfor Sankt Hans´ aften. 
Bålet eller ilden opfattedes fra gammel tid som ondtafværgende, og skulle helst tændes med "vild" ild eller "nødild", dvs. ild, der var lavet helt fra grunden. I folketraditionen er der en generel opfattelse af, at hekse er særligt aktive på magiske helligaftener, fx ved at samle ingredienser til deres trolddomsaktiviteter, eller ved at rejse til heksemøder, enten ved Troms Kirke i Nordnorge, eller Bloksbjerg i Harzen. Ilden skal skræmme dem, og forhindre dem i at holde rast. Desuden var der jo også tale om en social skik, hvor man kunne mødes og feste.

Kombinationen "Midsommervisen + heksen på bålet" er - såvidt vides - brugt første gang ved en midsommerfest, der fandt sted på Jelling seminarum omkring 1900. Selve visen stammer fra Holger Drachmanns "Der var en Gang", som blev opført på det Kongelige Teater i 1887.

Til Sankt Hans kunne gebrækkelige og værkbrudne søge til de hellige kilder, som langt ned i 1800-årene bevarede deres lægedomsry. Også kildens kræfter var stærkest i midsommernatten

Helene Kilde i Tisvilde var en af de helt store kilder. Folk kom rejsende, ikke kun fra omegnen, men fra det meste af Sjælland, for at få en tår af de lægende vande og sove der. Søvnen var en del af kuren, - det gjaldt om at ligge med hovedet på Helenes grav.  Små børn med "skæver" blev vasket af håbefulde mødre i det kolde vand. Og inden man tog hjem, var det godt at lave sig en lille pose med jord fra Helenes grav, og så bære den på brystet indtil næste års kilderejse.

Til midsommer var mange af naturens kræfter særligt stærke i følge menigmands opfattelse. Det gjaldt kilderne, men også fx de "kloge træer". Kloge træer, er træer, som har helbredende evner.
Hyppigt blev prædikatet hæftet på hultræer. Dvs. træer, hvor to dele af stammen er vokset sammen foroven, så de danner et hul. Kryber man igennem hullet - som regel under iagttagelse af forskellige regler - vil træet kunne befri én for en række dårligdomme og skavanker. Som regel var det skik at efterlade et stykke tøj til træet. Enten som en gave, eller fordi man gennem tøjstykket mente at kunne binde sygdommen fast til stedet. Et af de allermest berømte "kloge" træer, er kludeegen i Leestrup skov på Sydsjælland. Træet er stadig behængt med en mængde tøjstykker. Netop til Sankt Hans var også de "kloge" træers kræfter stærkere end ellers.

 

Og nu kan vi i fællesskab se røgen fra fredspiberne og nøjes med at betragte naturens egne stærke kræfter på denne årstid.  Fortsat god Sankt Hans Aften.