|
|
|
Skt. Hans tale 2006
Af Mette Frederiksen, MF(S)
Der er ganske enkelt ikke noget skønnere end midsommer i Danmark.
En sol der aldrig helt går ned, de lyse nætter, studenterne der springer ud, saftige jordbær og nye kartofler – drømme, forelskelse og håb.
Det er Danmark, når det er bedst. Det er skt. Hans aften. Og det er lige nu.
Det er sådan en aften man har lyst til at være sammen med dem, man holder af, hilse på naboer og andre velkendte ansigter, nyde livet og håbe aftenen aldrig slutter helt.
Og gør endelig alt det.
Tænd bålet og syng med på Midsommervisen. Sangen som slutter så klogt med ordene om, at vi vil fred her til lands og som samtidig starter med erklæringen om, at vi faktisk elsker dette lille land mod nord.
Det er kloge ord, at vi vil freden. Faktisk vil jeg gå så langt, som til at sige, at afslutningen på Midsommervisen er klogere end starten. For hvad betyder det egentlig at elske et land?
At elske et land kan være noget både positivt og livsbekræftende; at man holder af det sted, man lever og bor. At man kan genkende sig selv i den røde tråd, der udgør såvel historie som nutid og fremtid. At man måske ligefrem er stolt af at være en del af et samfund og de værdier, det hviler på.
Men det kan også være noget ganske negativt; når det at høre til, i højere grad bliver til et spørgsmål om at holde andre ude end nyde det, der er indenfor.
Når tilhørsforholdet til et land bliver den rene og fjendtlige nationalisme. Når det nationale sætter fornuften ud af spil og lader ondsindede følelser bestemme, hvem der fjender og hvem der er venner.
Desværre er det i høj grad den kedelige og indadvendte nationalisme, der trives i de her år. Jeg synes, der er for meget egoisme og snæversyn i vores verden i dag. Det gælder i det globale landskab. Og det gælder i vores eget danske samfund.
Der er for meget os og dem – og for lidt vi og hinanden.
Det er både ærgerligt og forkert.
Ærgerligt fordi det skaber fjendebilleder, konflikter og helt unødvendige konfrontationer mellem mennesker, der burde kunne leve sammen. Forkert fordi den indadvendte nationalisme aldrig har fordret noget godt eller spændende samfund.
Sagen er jo den, at det nationale altid er i bevægelse. Vi kan hverken fastlåse eller fastfryse vores kultur, vores vaner eller vores måde at tænke på. Og heldigvis for det.
Måske er det derfor på tide, at alle vi, som faktisk mener både starten og afslutningen på midsommervisen, mander os lidt op.
At alle os der – for nu at bruge sangens egne ord – faktisk elsker vores land og som samtidig insisterer på den fredelige sameksistens, begynder at tale højere om, hvad det er vi vil med det danske – hvad det er vi vil med vores samfund.
Jeg tror nemlig sagtens, at vi både kan være udadvendte, lydhøre og møde verden med oprejst pande, samtidig med at vi holder fast i det, der er det særlige danske; vores kendetegn og de traditioner vi holder af og har lyst til at videreføre.
Med andre ord, tror jeg sagtens man kan definere sig selv – uden partout at definere sig mod andre.
Og der er meget at være glad for i vores samfund; Ligheden og friheden, tolerancen og det liberale syn på mennesker, seksualitet og kultur, vores pragtfulde natur med adgang for alle, at revselsesretten er afskaffet, sproget, hyggen, det frivillige engagement, trygheden og velfærden.
Hver især har vi sikkert vores egen fortælling om det danske – men i vid udstrækning har vi også en fælles. Det er godt og det må vi i mine øjne gerne blive ved med at have. Men verden står som bekendt ikke stille.
Vores samfund er kun noget i kraft af de mennesker, der lever her og de beslutninger, der endnu ligger forude.
Det er lige præcis derfor en aften som i aften også gerne må bruges til at diskutere og overveje, hvad det er for et samfund vi ønsker os i fremtiden. Eller rettere; hvad det er for et samfund, vi ønsker at skabe.
De forgangne uger har stået i velfærdsforhandlingernes tegn. Igennem de seneste år har velfærden været til debat og for få dage siden blev et bredt flertal i Folketinget enig om en stor velfærdsreform. Jeg har stor respekt for de af mine kolleger, der i den seneste tid har vredet tallene og med et fornemt politisk håndværk skabt et politisk resultat – helt i det samarbejdende folkestyres ånd.
Men der er bare meget en velfærdsreform ikke kan rumme.
For hvad er velfærd egentlig? I nudansk ordbog står der lykke.
Og det er jo lige præcis det, velfærd handler om. Om at ha’ det godt. Om at føle sig tryg, elsket og måske ligefrem lykkelig.
Alt sammen noget der ofte glemmes i den offentlige debat.
Efterlønsalder og rådighedsregler er vigtige områder. Både principielt og for de mennesker, der står i en konkret livssituation, hvor efterlønnen nærmer sig eller fordi man er ramt af arbejdsløshed.
Men velfærd er mere end det.
Et velfærdssamfund er i mine øjne et samfund, hvor man passer på hinanden. Hvor man anerkender, at der er en række problemer og udfordringer, der faktisk løses bedst i fællesskab. Et samfund, der er både trygt og udviklende for det enkelte menneske.
Engang imellem synes jeg vi er langt fra målet.
Jeg tænker på uværdige forhold i ældreplejen med våde bleer og manglende tid og omsorg.
Jeg tænker på de børn, hvis forældre ikke selv kan passe på dem, og som slet ikke nyder den opbakning og omsorg fra resten af samfundet, som de burde.
Jeg tænker på en psykiatri, der ikke virker – på ensomme og syge mennesker, der bliver overladt til egen skæbne.
Er det ikke også de mennesker velfærdsdiskussionen burde handle om? Om hvordan vores samfund bliver mere helt, mere sammenhængende og uden de skel og den ulighed, der i de her år vokser.
Velfærd koster. I penge og omsorg.
Når alt kommer til alt, er det vel egentlig kun mennesker, der kan bringe hinanden lykke. Det skal vi måske blive bedre til at huske på, når velfærd forveksles med friværdi.
Som et af verdens rigeste samfund må vi da insistere på kvalitet og kærlighed i vores børns daginstitutioner, tid og omsorg på vores gamles plejehjem og indblik og overskud i vores fælles sundhedsvæsen.
Det kan ikke nytte noget, at der ikke er tid til mennesker. At der ikke er voksne nok omkring vores børn, når mor og far er på arbejde. At der ikke er hænder nok til at hjælpe dem, hvis egne kroppe er blevet for gamle til selv at hælde kaffen op.
Og faktisk skal vi videre endnu. For velfærd herhjemme er ikke nok.
For få dage siden kunne DR løfte sløret for de konsekvenser, produktionen af billige håndklæder har i fattige ulande. Det var ganske enkelt forfærdelige billeder. Især fordi de jo egentlig ikke er overraskende. Når vi i det rige nord bliver ved med at efterspørge billigere og billigere produkter – er der andre der må betale varens egentlige pris.
Og er det så det værd?
Er det nødvendigt med tre håndklæder for 100 kr. hvis prisen er ødelagt drikkevand i Indien og børnearbejde? Og er det nødvendigt med et halvt kilo hakket oksekød for 20 kr. hvis prisen er et dårligt dyreliv med lange transporter og mangel på velfærd?
Som forbrugere må vi kræve, at mad og de mange andre forbrugsgoder i vores samfund er produceret under ordentlige vilkår. For mennesker, for dyr og for naturen.
Det kræver, at vi tænker os om som forbrugere og det kræver, at vi har modet til at træffe nogle flere politiske beslutninger på det her område.
Ordentlige arbejdsvilkår, beskyttelse af miljøet og en bedre dyrevelfærd får vi kun ved at regulere mere. Det kræver mere politik. Ikke mindre politik.
Og det kræver, at vi hver især insisterer på, at velfærd også handler om andre menneskers velfærd. Herhjemme og derude.
Når alt kommer til alt kan vi skabe de forandringer i vores samfund, som vi – i vores tid – finder er de rigtige.
Danmark er jo på mange måder et pragtfuldt land at leve i. Det er der god grund til at huske på, til at nyde og til at bevare. Men også til at udbygge og udvikle. Ellers går vi i stå. Og så bliver det ikke alene kedeligt at leve her. Så svigter vi også vores ansvar overfor de kommende generationer.
Tak for jeres tid. Nyd denne skønne aften. God Sct. Hans. Og god sommer!
klik på fuglene for at komme retur
