Frihed i den almene boligsektor 

I den seneste tids debat har det lydt som om at frihed og alment byggeri var to modsætninger der ikke kunne mødes og behovet for frihed er blevet brugt som argument for at sælge ud af sektorens gode boliger. Men personligt synes jeg ikke at argumentet holder:

Jeg bor almennyttigt i et tre-værelses rækkehus, 86 m², to etager og lille have. Min genbo ejer sit rækkehus – trods en noget anderledes arkitektur ligner hans hus mit: 90 m²., tre rum, to etager og lille gårdhave. Skulle vi have købt det hus den gang det var til salg skulle vi have betalt 1,3 mio kr. Og så havde vores lille familie ikke haft frihed til:

-        at begge forældre er på nedsat tid – mens børnene er små

-        at min mand og begge børn kunne komme med mig på arbejde 3 ½ måned i Swaziland (vi havde ikke haft råd til at min mand tog forældreorlov)

-        at få fremlejet huset under trygge forhold mens vi var væk

-        at lade være med at bekymre os om vedligehold af boligen (det indgår i huslejen)

-        at lade være med at bekymre os for om vi har råd til at blive boende ved skilsmisse/dødsfald (Guderne forbyde at det sker lige med det første)

At eje med det prisniveau der er i idag betyder at man konstant er bundet af to indtægter – de færreste jeg kender har f.eks. råd både til hus og et års orlov….. Det synes jeg ikke har meget med frihed at gøre.

Nu vil nogen sikkert indvende at prisen for den ovenstående frihed er at jeg ikke kan sætte døre op eller bryde vægge ned som det passer mig – fordi jeg jo ikke ejer min bolig. Men beboernes råderet giver mig faktisk mulighed for at gøre stort set hvad jeg vil. Jeg kan bygge nyt køkken og endda få penge tilbage hvis jeg flytter kort efter, jeg kan opsætte en hems, en dør eller en skillevæg – og det værste der kan ske er at jeg skal pille det ned igen……

“Men det er nu noget andet når det er ens eget” – og hvis folk er villige til at betale prisen skal de så ikke have lov til det?

Det kommer sandelig an på hvad prisen er. Hvis prisen er på de 50.000 – 200.000 kr. som mange går og drømmer om – så skal der sælges 7-15 boliger for at få råd til at bygge en ny bolig i tilsvarende standard – og det ville betyde en alvorlig nedgang i udbuddet til dem der ikke har råd til selv at købe. Så vil de af os der har råd få indfriet vores ejerdrømme på bekostning af dårligt stillede i bolignød, til en  pris der sammenlignet med det øvrige boligmarked er total unfair, og det synes jeg faktisk er usmageligt, især når nogle folk oveni drømmer om at sælge boligen videre senere med en enorm profit.

Hvis prisen derimod svarer til markedsprisen – dvs. Ca. 1,3 mio kr. som genbohuset – er forholdet nærmere 1 til 1 og så vil konsekvenserne nok ikke være helt så slemme. Man kan dog ikke lade være med at tænke den tanke, at man kunne undgå en masse administrativt og politisk bøvl hvis dem der havde råd og lyst til at betale disse priser indfriede deres ejerdrømme på det allerede eksisterende marked

Min konklusion er umiddelbart at udsalget ikke (kun) kan handle om frihed, men mere handler om en nedbrydning af en “socialdemokratisk magt bastion”. Og det har jeg i princippet ikke det fjerneste imod, men i stedet for at gøre det på bekostning af svagt stillede i bolignød skulle vi hellere luge lidt ud i alle de bureaukratiske regler og lade beboerdemokratiet og råderetten (friheden) blomstre for alle os almene lejere  - uanset størrelsen på vores pengepung.